Gregoriansk sang

Gregoriansk sang - middelalderligt guld i Sct. Catharinæ Kirke, Ribe.
Det er en ægte gammel skat med værdifuldt indhold af evigt spiredygtige kærner. Ikke guld som skinner, derimod noget der klinger med en grundtone fra skabelsens tid, nemlig Gregoriansk sang.

Den gregorianske sang har fået navn efter Pave Gregor (540 – 604)  der blev valgt i 590. Han var meget musikalsk og har dannet skole for en fælles liturgi i kirken, som hidtil havde været forskellig fra egn til egn med lokale traditioner og overleveringer. Bredt kaldes musikken anvendt i middelalderen fra år 500 – 1400 for Gregoriansk. Sangen er enstemmig og uakkompagneret og blev anvendt til tidebønner og gudstjenester.

Oprindeligt har den tidligt overleverede kirkesang sin vugge og ophav i den jødiske synagogesang der jo var kendt af de første kristne og er altså flere årtusinder gammel.

En særlig kvalitet ved den gregorianske sang er at den er dynamisk og tager afsæt i teksten som den løfter og bærer organisk modsat den rytmiske sang der bygger på en fast struktur. Det er en smuk og indlevende sang som, når den er lært, bliver inkorporeret og en fast del i vor sjæl og åndelige bevidsthed.

Fotos fra gregoriansk gudstjeneste den 8. august 2010 - klik på nedenstående link:
http://syngogleg.dk/foto_fra_den_gregorianske_festgu.htm