Om kirken

Historie om sognet


Denne smukke klosterkirke, hvis lave tårn putter sig, som for at undskylde sin eksistens, kun et stenkast fra den pragtfulde domkirke, udgør ganske afgjort en del af Ribes profil. Der kan ganske vist gå en tid, før man opdager det, men før eller senere slår det én, at arkitekturens nøgternt værdige, næsten monolitisk, røde karakter står i voldsom kontrast til den altdomirerende dramatiske domkirkesilhouet, at den har sin egen styrke, sit eget magtfulde sprog og sin egen historie. Ribe, denne forholdsvis lille by talte i højmiddelalderen hele 10 kirker og 4 klostre.

Klosteranlæggets opførelsestidspunkt er omkring 1240. Kirken har ligesom Ribe domkirke i perioder af sin historie været stærkt forfalden. Beliggenheden er uden for den middelalderlige bydels grænser på et sumpet terræn. Byggeriet er i sig selv et imponerende projekt: en åslyngning fyldes op med egetømmer, og herpå lægges sten på sten. Men grundlaget viste sig at være faretruende ustabilt.

Bygherrerne var dominikanere, en tiggerorden, der her i landet også kaldes sortebrødrene. Kirke og kloster fik navn efter Catharina, en lærd ægyptisk prinsesse, som led martyrdøden i 307 for sin tros skyld. Ved reformationen måtte munkene forlade både kirke og kloster, og i 1537 fik byen af kong Christian III brev på, at kirken nu var sognekirke.

Den nuværende kirke danner nordfløjen i klosteranlægget og strækker sig tillige øst for dette. Oprindelig var bygningen kortere, dækket af fællestag og forsynet med et messeklokkespir over østgavlen.

Størstedelen af den nuværende kirke stammer fra tiden efter 1433. Tårnet fra 1617 har oprindelig været meget højere, men det blev med tiden skævt og lod sig ikke bringe i lod. For at undgå en total sammenstyrtning valgte man at afkorte og skalmure det. Tårnets vestportal stammer fra 1746. Oven over denne ses Christian VI navnetræk.

I årenes løb er kirkens nordmur sunket betragteligt. De stabiliseredes endeligt ved en storstilet funderingsindsats i 1918, hvorefter kirken var under restaurering i 14 år. I denne periode etableredes også Sct. Catharinæ Plads med vandkunst til ære for den Catharina, som kirken har navn efter. Omkring vandkunstens midtsøjle, der krones af Catharina, står 4 figurer, som et udtryk for kirkens historie: en kriger, en borger, en munk og en luthersk præst.

Klosterkirken er treskibet, kirkerummet højt, hvælvet, hvidkalket og med høje gotiske vinduer bagom alteret, hvorfra lyset venligt fordeler sig i det stilrene, alvorlige rum.  

Inventar
I koret bemærkes korstolene fra omkring 1500 med barmhjertighedspinde (misericordier) på bagsiden og talrige navnetræk skåret af generationer af Latinskolens peblinge; det ældste er fra 1555.
Prædikestol og lydhimmel fra 1591 er rigt udskåret og har 7 relieffer fra Jesu barndomshistorie, særligt bemærkelsesværdigt er omskærelsen.

Den overdådige, smukt forgyldte altertavle fra 1650 er skåret i Varde og bærer Frederik III navnetræk. Det centrale billede er nadveren, øverst den sejrende Kristus.

Døbefonten er indført i kirken efter reformationen. Den er romansk, af granit og med billede af en løve. Yderligere inventar er 7 fine epitafier og 30 gravfliser over stadens bedste borgere.

Altertæppet, Den brændende tornebusk, er fra 2005, ligeledes er maleriet "Dronning Dagmar" på kirkens sydvæg fra 2005. Begge dele er udført af kunstneren Maja Lisa Engelhardt.

Klosteret

I middelalderbyen Ribe var der foruden dominikanernes Catharinakloster tre andre klostre, nemlig Laurentiuskirkens franciskanerkloster sydøst for Riberhus slot, benediktinernonnernes Nikolajkloster og johanniternes kloster. Cistercienserne havde etableret sig i Seem. Koncentrationen af klostre har næppe været større noget andet sted i landet. Straks efter reformationen begyndte nedrivningen af både kirker og klostre; kun Catharinaklosteret blev bevaret.

Fra søndre kirkeskib er der adgang til Ribe bys smukkeste gårdrum, fratergården - frater er latin og betyder broder - i hvilken der langs alle fire bygningers mure løber en overdækket korsgang. Herfra var der adgang til rummene i de forskellige fløje, og korsgangen blev desuden brugt i forbindelse med processioner.

Klostergården er enestående i dagens Danmark. Dens ro og prunkløse skønhed er et overbevisende  vidnesbyrd om dominikanernes bygningskunst.

Af alle klostergårde, der etableredes i Danmark, er ingen i dag mere intakt og velbevaret end Sct. Catharinæ kirkes klostergård. Kun karmeliterklosteret i Helsingør tåler sammenligning.